Nyheder
Regeringen afsætter 3,8 mia. kr. ekstra til Ukrainefonden i år
Regeringen afsætter yderligere 3,8 mia. kr. til Ukrainefonden i 2026. Dermed afsætter regeringen midler svarende til, at Danmarks forsvarsudgifter udgør 3,5 pct. af BNP i 2026.
Forsvaret
I snart fire år har Ukraine kæmpet en utrættelig kamp mod Ruslandsinvasion. Danmark har fra begyndelsen stået last og brast med Ukraine og indtil nu truffet beslutninger om militære donationer for mere end 70 mia. kroner.
I forbindelse med regeringens økonomiske plan lægges der op til at bruge yderligere 3,8 mia. kr. til Ukrainefonden i 2026.
”Støtten til Ukraines forsvarskamp bidrager også til forsvaret af Europa og Danmark. Ukraines kamp angår også vores sikkerhed. Europa må ikke glemme ukrainernes kamp, og derfor er det vigtigt for mig, at regeringen lægger op til at afsætte mere end 3,8 mia. kroner ekstra til Ukraine i år. Jeg er stolt over, at Danmark går forrest her,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Danmark har i forvejen afsat 9,6 mia. kr. til Ukrainefonden i 2026, og der forventes tilført yderligere 0,6 mia. kr. fra provenuet fra salg af F-16. Med de yderligere 3,8 mia. kr. betyder det, at Danmark forventes samlet at bidrage med 14,0 mia. kr. til Ukraine i 2026. Samtidig arbejdes der på en større, fælles lånpakke fra EU, som vil understøtte Ukraine i den kommende tid.
”Danmark har oprustet meget og hurtigt, og jeg er glad for, at regeringen allerede i år formår at afsætte 3,5 pct. af BNP til forsvar og sikkerhed. Det er det højeste niveau i årtier og flugter med den massive udvikling, som Forsvaret har været igennem de seneste år,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
I praksis betyder prioriteringen, at regeringen afsætter midler som gør, at forsvarsudgifterne udgør 3,5 pct. af BNP i 2026. Dermed lever Danmark i 2026 op til NATO-målsætningen om, at medlemslandene fra 2035 skal øge deres udgifter til forsvar og sikkerhed til mindst 5 pct. af deres BNP i 2035, hvor mindst 3,5 pct. skal anvendes på militære kernebehov.
Ukrainefondens militære ramme
| mia. kr., 2026-pl. | 2023 | 2024 | 2025 | 2026 | 2027 | 2028 | I alt |
| 1. Ukrainefondens militære ramme | 16,5 | 19,1 | 16,5 | 9,6 | 7,3 | 1,1 | 70,0 |
| 2. Prioritering af F-16 provenu* | - | - | 0,5 | 0,6 | 0,3 | 0,4 | 1,8 |
| - Resterende ramme | - | - | - | 1,0 | 1,6 | 0,4 | 3,0 |
| 3. Løft med økonomisk plan | - | - | - | 3,8 | - | - | 3,8 |
| 4. Ramme efter forventet løft | 16,5 | 19,1 | 17,0 | 14,0 | 7,6 | 1,5 | 75,6 |
Note: *Provenuet fra F-16-salget til Argentina er i 2025 omdisponeret til militær støtte til Ukraine. Provenuet fra F-16-salget i 2026 og frem forventes ligeledes omprioriteret.
Fakta:
- I marts 2023 oprettede regeringen og et bredt flertal i Folketinget Ukrainefonden, der skal sikre fortsat dansk støtte til Ukraine.
- Danmark har truffet beslutning om militær støtte til Ukraine for mere end 70 mia. kroner fra 2022-2028. Herunder bl.a. med F-16-kampfly, luftforsvarsmissiler, kampvogne, artilleri og droner.
- Danmark blev i 2024 det første land, der gennemførte direkte militære donationer produceret af den ukrainske forsvarsindustri via den ukrainske stat. Som en del af denne ”danske model” har EU og en række allierede sammen med Danmark bidraget med over 17 mia. kr. ad den vej de sidste to år.