Nyheder
Regeringen har fået Folketingets opbakning til at købe yderligere droner og antidrone-kapaciteter
Finansudvalget har tilsluttet sig regeringens indstilling om at indkøbe en række forskellige typer af droner og antidrone-kapaciteter. De samlede udgifter afholdes inden for Forsvarsministeriets eksisterende økonomiske rammer.
Forsvarsministeriet
På baggrund af den skærpede sikkerhedspolitiske situation er der behov for at styrke Danmarks afskrækkelses- og forsvarsprofil yderligere ved at hasteanskaffe yderligere drone- og anti-dronesystemer.
Regeringen har derfor fået Folketingets Finansudvalgs (FIU) tilslutning til indkøb af en række kapaciteter.
”Erfaringerne fra frontlinjen i Ukraine viser med al tydelighed, hvor stor en rolle droner og evnen til at bekæmpe dem spiller på slagmarken. Der er derfor behov for Forsvaret hurtigt styrker denne del yderligere. Udviklingen går enormt hurtigt, og det er afgørende for kampkraften, at Forsvaret følger med,” siger forsvarsminister Jeppe Bruus.
Konflikten i Ukraine har vist, at droner i dag udgør en væsentlig faktor i forhold til eksempelvis at kunne nedkæmpe fjender på afstand. Erfaringerne har endvidere vist, at forbruget og opdateringsfrekvensen for dronerne er meget høj.
Forsvaret har behov for at styrke anvendelsen af droner til eksempelvis efterretnings-, overvågnings- og rekognosceringsopgaver samt bekæmpelse af fjender, og formålet med anskaffelsen er, at dronerne skal anvendes bredt i Forsvarets operative enheder. Hertil er det afgørende, at vi samtidig er i stand til at bekæmpe fjendens droner effektivt og hurtigt, således vi sikrer soldaternes sikkerhed.
”Krigen i Ukraine har vist os, hvor væsentlig en faktor drone- og anti-dronekapaciteter i samspil med konventionelle virkemidler er i opbygningen af et teknologisk fleksibelt og taktisk tilpasningsdygtigt forsvar. Initiativet understøtter Forsvarets målrettede arbejde med at opruste massivt på relevant teknologi,” siger viceforsvarschef generalløjtnant Henrik Berg.
De samlede udgifter til anskaffelsen samt den efterfølgende drift og vedligeholdelse afholdes inden for Forsvarsministeriets eksisterende økonomiske rammer, herunder midler afsat i forbindelse med forsvarsforliget 2024-2033 af juni 2023 og Aftale om styrkelse af Forsvarets kampkraft (Accelerationsfonden) af februar 2025.