Forsvarsministeriet

Forsvarsministeriet

Et infanterikompagni skal fra medio juli til medio august supplere det planlagte danske bataljons-bidrag i Letland. Det har regeringen rådført sig med Det Udenrigspolitiske Nævn om i dag.

Derudover er det besluttet, at bataljons-bidraget forlænges frem til det afløses. Det ventes at ske senest medio januar 2027.

”På baggrund af den alvorlige sikkerhedssituation ser Danmark løbende på mulighederne for at styrke vores støtte til Letland. Styrket tilstedeværelse i Baltikum er også en styrkelse af vores egen sikkerhed og derfor har regeringen i dag rådført Nævnet om, at regeringen nu på baggrund af en anmodning fra Letland udvider tilstedeværelsesperioden i Camp Valdemar i Letland”, siger forsvarsminister Jeppe Bruus.

Regeringen har tidligere i juni truffet beslutning om at udsende en kampbataljon bestående af op til cirka 850 soldater til Letland i perioden medio august til medio december 2026.

Bataljonsbidraget afløser en svensk bataljon, der har været i Letland siden januar 2026, og som er blevet hjemtaget medio juni 2026.

På Letlands anmodning er det besluttet at udvide tilstedeværelsesperioden. Den konkrete beslutning om at udsende et infanterikompagni og forlænge bataljons-bidraget er truffet på baggrund af en militærfaglig anbefaling fra Forsvarskommandoen og skal dække de perioder, hvor det danske bataljonsbidrag skifter med det svenske bidrag i Camp Valdemar.

”Med udsendelsen af et infanterikompagni udvider vi Danmarks militære tilstedeværelse i Letland. Vi styrker Danmarks bidrag og dermed det kollektive forsvar af NATO’s østlige flanke”, siger forsvarschef general Michael Wiggers Hyldgaard.

Kompagniet består af op til ca. 170 personer og kommer bl.a. fra den kampbataljon, der udgjorde grundstammen i det hold, der var udsendt til Letland i andet halvår af 2025.