Nyheder
Troels Lund Poulsen og Vivian Motzfeldt besøger soldaterne i Nuuk
Lørdag besøger forsvarsminister Troels Lund Poulsen Nuuk. Sammen med Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender og Forskning, Vivian Motzfeldt skal han blandt andet hilse på det danske bevogtningsbidrag ved Buksefjordsværket. Derudover inviterer ministrene også til borgermøde om Forsvarets øgede tilstedeværelse i Grønland.
Forsvarsministeriet
Lørdag skal forsvarsminister Troels Lund Poulsen og Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender og Forskning Vivian Motzfeldt besøge det danske bevogtningsbidrag ved Buksefjordsværket, som ligger uden for Nuuk.
Her skal de hilse på soldaterne samt høre, hvordan træningen bidrager til styrkelsen af sikkerhed og beredskab i Grønland.
”Regeringen og Naalakkersuisut har et tæt samarbejde om styrkelse af sikkerheden i og omkring Grønland. Det er den aktuelle styrkede tilstedeværelse under Arctic Endurance et godt eksempel på. Jeg ser frem til at møde soldaterne ved bevogtningsbidraget. Jeg vil også gerne sige tak til borgerne i Nuuk og Kangerlussuaq for at tage godt imod den øgede tilstedeværelse af soldater i gadebilledet” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender og Forskning Vivian Motzfeldt udtaler: ”Arktis er under forandring, og særligt Grønland står i en udfordrende tid. Forsvarets tilstedeværelse har igennem tiden været et følsomt emne, og det er derfor vigtigt at fremhæve det gode samarbejde mellem Naalakkersuisut og regeringen om Forsvarets øgede tilstedeværelse i Grønland. Jeg vil gerne takke soldaterne for deres indsats for sikkerheden og trygheden for den grønlandske befolkning”.
Forsvarschef Michael Wiggers Hyldgaard og chefen for Arktisk Kommando Søren Andersen deltager også i besøget ved Buksefjordsværket.
”Under øvelsen Arctic Endurance træner Forsvaret sammen med allierede en række militære discipliner og evner til at operere i det særlige klima i Grønland og Arktis. Forsvaret skal kunne imødegå alle former for trusler. Derfor træner vi blandt andet bevogtning og beskyttelse af kritisk infrastruktur konkret ved Buksefjordsværket”, siger forsvarschef, general Michael Hyldgaard.
Borgermøde i Nuuk
Der har gennem de seneste uger været stor opmærksomhed omkring den øgede militære tilstedeværelse af danske og allierede soldater i gadebilledet i Nuuk og Kangerlussuaq.
På den baggrund inviterer begge ministre til borgermøde i Nuuk lørdag eftermiddag. Her vil fokus være på netop Forsvarets øgede tilstedeværelse nu og i den kommende tid.
Forsvarsministeriet og Naalakkersuisut har fokus på at sikre, at kommende aktiviteter er spredt ud i tid og geografi samt med respekt for lokale forhold. Øvelsesaktiviteterne sker med tæt og løbende inddragelse af relevante myndigheder i Grønland.
Medier, der vil deltage i besøget ved Buksefjordsværket, skal på forhånd tilmelde sig på: presse@fmn.dk