Nyheder
Troels Lund Poulsen og Vivian Motzfeldt mødes med NATO’s generalsekretær og nordiske forsvarsministre i Bruxelles
I dag mødes forsvarsminister Troels Lund Poulsen og Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender og Forskning, Vivian Motzfeldt, med NATO’s generalsekretær Mark Rutte, for at drøfte NATO’s samarbejde om sikkerhed, forsvar og afskrækkelse i Arktis. Ministrene mødes senere sammen dag med de nordiske forsvarsministre i NATO-hovedkvarteret.
Forsvarsministeriet
I sidste uge besluttede den danske og grønlandske regering sammen med en række NATO-allierede at øge den militære tilstedeværelse og øvelsesaktivitet i Arktis og Nordatlanten. Fordi den sikkerhedspolitiske situation udvikler sig løbende, og spændingerne har spredt sig til Arktis.
Det kræver et stærkt samarbejde på både det politiske og det militære område samt på tværs af NATO-landene. Der er bred opbakning i NATO-kredsen til en yderligere styrket tilstedeværelse og NATO-rolle i Arktis. Det vil de to ministre drøfte med NATO’s generalsekretær, Mark Rutte, på et møde i dag.
”Den danske og grønlandske regering har sammen med en række NATO-allierede besluttet at øge den militære tilstedeværelse og øvelsesaktivitet i Arktis og Nordatlanten. En række allierede bidrager allerede, og vi møder bred opbakning til, at NATO skal gøre mere i Arktis. Det vil Vivian Motzfeldt og jeg drøfte med NATO’s generalsekretær, Mark Rutte. Og det vil også være fokus for drøftelsen med de nordiske forsvarsministre senere i dag”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
”Grønland står i en ekstraordinær situation, der har hele verdens opmærksomhed. Situationen kræver, at vi styrker samarbejdet om forsvaret og sikkerheden i Arktis bredt i NATO-kredsen. Jeg ser frem til at drøfte vejen frem med NATO’s generalsekretær og med mine nordiske kollegaer i Bruxelles,” siger Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender og Forskning, Vivian Motzfeldt.
Fakta:
I tæt samarbejde med både Grønland og Færøerne har Danmark i 2025 indgået to delaftaler om Arktis og Nordatlanten under forsvarsforliget.
Derudover har Danmark investeret i en lang række andre kapaciteter og initiativer, der også har relevans for Forsvarets opgaveløsning i Arktis. Det betyder, at der er investeret mere end 88 milliarder kroner i kapaciteter og initiativer, som kan styrke forsvaret og sikkerheden i Arktis.