Den humanitære folkeret

Danske soldater skal kunne operere i både internationale og nationale operationer. De skal kunne sondre mellem aktører på kamppladsen, kende til særlige beskyttelser, vide hvornår noget er et lovligt militært mål, kende til korrekt anvendelse af midler og metoder i krig under hensyntagen til principperne om militær nødvendighed og proportionalitet og meget mere.

Rammevilkårene i moderne væbnede konflikter stiller store krav til de danske soldater, bl.a. til deres kendskab til den humanitære folkeret, herunder særligt Genève-konventionernes regler om krigsførelse og beskyttelse af civilbefolkningen.

Danske soldater undervises i den humanitære folkeret som en del af deres grundlæggende og missionsforberedende uddannelse, bl.a. på baggrund af militærmanualen om folkeret for danske væbnede styrker i internationale militære operationer.

Forsvarets myndigheder uddanner og ansætter også militærjuridiske rådgivere – i daglig tale kaldet militærjurister – med henblik på bl.a. at sikre rådgivning om overholdelse af den humanitære folkeret. Militærjurister udsendes ofte sammen med de danske styrker i internationale militære operationer.

Hvad er den humanitære folkeret?

Når Danmark deltager i en væbnet konflikt, er der en række internationale regler, der skal overholdes. Disse regler kaldes typisk den humanitære folkeret eller krigens love.

Den humanitære folkeret findes primært i to regelsæt:

• Genève-konventionerne, der indeholder regler om beskyttelse af krigens ofre.
• Haager-landkrigsreglementet eller Haag-konventionerne, der regulerer de metoder og våben, der kan anvendes under en væbnet konflikt.

Derudover findes den humanitære folkeret i stor grad i folkeretlig sædvane, uanset om den er nedskrevet i konkrete regelsæt eller ej.

Hvornår gælder den humanitære folkeret?

Den humanitære folkeret gælder i væbnet konflikt. Hvornår der i juridisk forstand foreligger en væbnet konflikt, findes der ikke noget entydigt svar på, fordi det bl.a. afhænger af, hvem de stridende parter er.

Ved vurderingen af, om der er tale om en væbnet konflikt, må man se på konfliktens faktiske omstændigheder. Hvem er de stridende parter, og hvordan er de organiseret? Hvor intense og omfattende er kamphandlingerne? Hvor længe finder de sted? Svaret på disse spørgsmål bygger på en løbende analyse af forholdenes faktiske omstændigheder. Uden for begrebet væbnet konflikt falder nemlig mindre optøjer og sporadisk isolerede voldshandlinger. Sådanne situationer er ikke reguleret af den humanitære folkeret, men af det pågældende lands civil- og strafferetlige lovgivning.

En væbnet konflikt klassificeres som enten international eller ikke-international væbnet konflikt. Den humanitære folkeret er ikke ens for de to typer af konflikter, idet staterne har vedtaget langt færre regler for ikke-internationale væbnede konflikter, end det er tilfældet med internationale væbnede konflikter, hvor eks. Genève-konventionerne gælder i fuldt omfang.

En international væbnet konflikt finder sted mellem to eller flere stater. Det er ikke hvilken som helst grænsestridighed eller provokation mellem stater, der udgør en væbnet konflikt mellem staterne. Samtidig bestemmer fællesartikel 1 til Genève-konventionerne, at konventionerne skal gælde "under alle omstændigheder". Det vil sige uanset, om modstanderen faktisk efterlever reglerne, og uanset hvorfor parterne er endt i væbnet konflikt med hinanden.

Foreligger en væbnet konflikt, hvori ikke-statslige væbnede aktører, såsom væbnede oprørsgrupper eller terroristgrupper, udgør den ene eller flere parter i konflikten, foreligger der en ikke-international væbnet konflikt.

Vurderingen af, om en væbnet konflikt er international eller ikke-international, er ikke statisk, dvs. at den kan ændre sig over tid. Videre gælder, at moderne konfliktscenarier kan omfatte mange konflikter samtidigt og kan finde sted på kryds og tværs af landegrænser. Det betyder, at præcist hvilke regler, der regulerer en konflikt, også kan ændre sig i takt med, at aktør-billedet ændrer sig. For konfliktens parter er det derfor vigtigt, at der løbende foretages en vurdering af konfliktens karakter for at sikre overholdelse af folkeretten. Denne vurdering er ikke gjort nemmere af en øget forekomst af såkaldt hybrid krigsførelse (hvor traditionel krigsførelse, informationskrig og cyberkriminalitet udføres på én gang) og anti-terrorindsatser, hvor sondringen mellem statslige og ikke-statslige aktører samt mellem militære styrker og para-militære eller politistyrker kan være flydende.