Overdragelse i Forsvarsministeriet

Foto fra overdragelsen i Forsvarsministeriet. Foto: Forsvarsministeriet.

Jakob Ellemann-Jensen får i dag overdraget ministerposten i Forsvarsministeriet. Her vil den afgående forsvarsminister Morten Bødskov sende depechen videre til Venstres formand.

 

”Jeg er stolt over at være Danmarks Forsvarsminister. Forsvaret ligger mit hjerte meget nært og løfter en helt afgørende opgave ved at passe på Danmark. Regeringen har store planer for vores Forsvar. Vi kommer til at opruste massivt, så vi kan leve op til vores internationale forpligtelser. For vores allierede skal vide, at vi i Danmark er klar til at tage et medansvar for vores egen sikkerhed. Partierne i regeringen har besluttet at fremrykke oprustningen af Forsvaret, så Danmark når NATOs målsætning tre år tidligere end planlagt. Jeg håber at en bred kreds af partier i Folketinget er klar til at løfte det ansvar, når vi skal forhandle et nyt forsvarsforlig.”

 

Jakob Ellemann-Jensen er uddannet erhvervsjurist og blev valgt ind i Folketinget i 2015. Han var miljø- og fødevareminister i 2018-2019. Derudover har han en lang baggrund i Forsvaret – heriblandt med udsendelse som Kaptajn for Den Danske Bataljon i Bosnien-Hercegovina i 1999-2000. 

 

Forsvarsministeren tager over fra Morten Bødskov, der nåede at være forsvarsminister i ti måneder. En tid, der - ifølge Morten Bødskov - har været præget af krigen i Ukraine.

 

”Det har været en stor ære at være Danmarks forsvarsminister. Ruslands overgreb på Ukraine har forandret verden. Med et bredt flertal i Folketinget og et meget tæt samarbejde med vores allierede, er Danmark bragt i front i kampen for Ukraines frihed og mod truslen fra Putin. Det var ikke sket uden en fremragende indsats fra Forsvaret. Jeg ønsker Jakob Ellemann-Jensen held og lykke med arbejdet,” siger Morten Bødskov.

 

Læs om Jakob Ellemann-Jensen