møde i Ukraine Defense Contact Group

Videomøde i Ukraine Defense Contact Group. Foto: Forsvarsministeriet.

Træning af personel og piloter og arbejdet med donation af F-16-fly til Ukraine gør fremskridt. Det var hovedbudskabet, da forsvarsminister Troels Lund Poulsen på dagens møde orienterede sine kollegaer i Ukraine Defense Contact Group (UDCG).

 

”Sammen med vores meget tætte allierede USA og Nederlandene har Danmark sat sig i spidsen for at hjælpe Ukraine med at opbygge et fulddygtigt luftvåben. Første skridt er, at uddanne piloter og personel til F-16-fly. Det skrider fremad og målet er fortsat at kunne donere de første fly til Ukraine til sommer”, siger Troels Lund Poulsen.

 

Flyvevåbenkoalitionen skal hjælpe Ukraine med at etablere en komplet F-16-kampfly-kapacitet. I spidsen for samarbejdet står USA, Danmark og Nederlandene. Ud over træning og donation af fly, så drejer det sig også om at opbygge den nødvendige infrastruktur.

 

Flyvevåbenkoalitionens fokus er i første omgang på tilvejebringelsen af en komplet ukrainsk F-16-kampflyskapacitet. I takt med leveringen af de første F-16-fly nærmer sig, drøftede landene samtidig behovet for at opretholde den operative sikkerhed om donationen.

 

Troels Lund Poulsen orienterede sine kollegaer om den seneste danske donationspakke, som bl.a. afsætter 200 mio. kr. til anskaffelser ved den ukrainske forsvarsindustri. Derudover er der afsat midler til en maritim kapacitet, droner og produktion af missilkomponenter.

 

”Jeg har for nyligt besøgt en række ukrainske forsvarsindustrivirksomheder og det er tydeligt, at der er et stort potentiale for fremtidigt samarbejde. Donationspakken fokuserer på behovet for øget forsvarsindustrielt samarbejde med Ukraine for at styrke og opbygge ukrainsk produktion af artilleripjecer, missiler og droner. Det er efterspurgt materiel, som vil kunne gøre en forskel på slagmarken”, siger Troels Lund Poulsen.

 

Samlet set har donationspakken en værdi på cirka 2,2 mia. kroner, som finansieres via Ukrainefonden. Med den seneste donationspakke er der i alt truffet beslutning om militær støtte for samlet ca. 41,4 mia. kr. i 2022-2028.