Netop derfor er det glædeligt, at Norden tager historiske skridt disse dage, når vi taler om sikkerheds- og forsvarspolitik. Vi står mere samlet end nogensinde over for den russiske trussel.

 

JEG SIDDER ved et bord i Tinganes i Tórshavn sammen med Færøernes landsstyremand for udenrigsanliggender, Jenis av Rana.

 

Da jeg kigger på ham, ser han tilfreds ud. Det er jeg bestemt også selv, for foran os ligger det historiske forståelsespapir, som vi har brugt månedsvis på at drøfte, og som vi er blevet enige om at skrive under.

 

Et forståelsespapir om opstillingen af en luftvarslingsradar, der skal dække luftrummet i Nordatlanten, og som med Putins invasion i Ukraine er blevet højaktuel.

 

»Det her har vi ventet længe på«, lød det i rummet, da vi tog hver vores kuglepen i hånden og satte os ved bordet. Med et pennestrøg var vi rykket tættere sammen med Færøerne - tættere sammen i rigsfællesskabet.

 

Dagen før sad jeg ved et andet bord. Jeg sad i Reykjavík sammen med Islands udenrigsminister, Thórdis Kolbrún Reykfjörö Gylfadóttir, og underskrev en anden aftale om et styrket forsvarssamarbejde.

 

Helt konkret giver aftalen Island og Danmark mulighed for at udveksle overvågningsdata og informationer over de aktiviteter, vi ser i området. Aftalerne kommer til at styrke overvågningen i det høje nord i en tid, hvor fremmede magter ligger på lur.

 

Aftalen giver også Danmark mulighed for i højere grad at kunne benytte den militære luftbase i Keflavik. Med et pennestrøg rykkede vi også tættere sammen med Island.

 

Sådan kan jeg fortsætte. For Danmark indgår vigtige sikkerhedspolitiske samarbejdsaftaler i øjeblikket. Ikke blot med enkelte lande i Norden, i Europa, med vores allierede, men også i de sikkerhedsog forsvarspolitiske fællesskaber, som vi i forvejen er en del af såsom JEF, Nordefco, EI2, Nato og snart også i EU-regi.

 

Det gør vi, fordi vi lever i en usikker tid, hvor vi helt grundlæggende ikke kan føles os sikre. Ikke mindst, fordi der er behov for, at Europa og Norden løfter mere.

 

Vi skal i højere grad påtage os den sikkerhedsbyrde, der hviler på vores skuldre.

 

KRIGEN I Ukraine har aktualiseret behovet for at stå sammen i Europa. Det gør vi ved et stærkt sikkerheds-og forsvarspolitisk samarbejde i vores område: Norden, Østersøen, Arktis og det høje nord.

 

Så sent som 7.-8. juni mødtes jeg med mine kolleger til et Northern Group-møde i Reykjavík. De ord, der gav genklang på mødet, var fællesskab og sammenhold.

 

Ruslands invasion af Ukraine truer Europas sikkerhed. I Danmark tager vi også ansvar. Vi støtter og bakker Ukraine op i deres kamp mod Rusland.

 

Med det historisk overbevisende danske ja til at afskaffe det danske EU-forsvarsforbehold rykker Danmark også tættere på EU's samarbejde om forsvar og sikkerhed. Der var ingen tvivl om resultatet.

 

Den samme følelse af historiske forandringer kan også mærkes andre steder i Norden.

 

Hvis vi kigger over sundet, får vi øje på en af de største forandringer i årtier i vores område - nemlig Sverige og Finland, der ønsker at melde sig ind under musketeredens beskyttende paraply. Sverige har været alliancefri i 200 år, så beslutningerne, der blev truffet i Helsinki og Stockholm, er historiske.

 

Det er en stor triumf for Nato og Norden, at Sverige og Finland nu søger om optagelse. De senere år har begge lande været med på sidelinjen og har deltaget i møder i Nato-regi, men nu tager Finland og Sverige det sidste og afgørende skridt mod at blive fuldgyldige medlemmer med alle de fordele, det indebærer for både dem og os. Det vidner om den enorme kraft på de tektoniske plader, der rykker sig i øjeblikket, for det står fuldstændig klart, at det er en direkte konsekvens af Putins vanvittige handlinger.

 

Der er ingen tvivl om, at Nato's tyngdepunkt er i gang med at rykke sig mod Norden, og det vil ændre den sikkerhedsog forsvarsmæssige dynamik, vi kender i dag. Østersøen er nu et højspændingsområde, og et samlet Norden vil give stabilitet i Østersøen med et klart signal til Putin om, at vi i vores region står samlet mod hans uhyrligheder.

 

Det kommende finske og svenske Nato-medlemskab giver også flere konkrete samarbejdsmuligheder for Danmark.

 

STYRKEN i det nordiske samarbejde er uden tvivl, at landene har forskellige forsvars-og sikkerhedspolitiske fokusområder.

 

Østersøen har længe været Danmarks fokusområde, og vores nordiske naboer har enormt kompetente forsvarsenheder, som vi i forvejen samarbejder med.

 

Men når Finland og Sverige er optaget i alliancen, vil vi sammen stå meget stærkt i Nato. Netop det var også et centralt argument, da Folketinget i enstemmighed valgte at støtte Sveriges og Finlands ønske om optagelse i Nato.

 

Østersøregionen udgør Nato's primære kontaktflade med Rusland og er blevet et stort fokuspunkt for både Sverige og Danmark. Med et nyt tættere nordisk samarbejde kan vi styrke overvågning og operationer i området.

 

Når Finland og Sverige optages i Nato, udvides Nato's område markant. Det giver anledning til overvejelser om, hvordan Nato vil håndtere forsvaret af det udvidede område.

 

Det skal selvfølgelig være i dialog med Finland og Sverige.

 

Danmark og Sverige har allerede et godt samarbejde om Øresund og de danske bælter, og det vil vi fortsat have.

 

Nu kan vi fortsætte det gode samarbejde - bare med endnu større perspektiver.

 

Danmark, Norge og Sverige har også et tæt forsvarssamarbejde om havene omkring Danmark.

 

Vi holder også nøje øje med udviklingen af situationen i det høje nord og Arktis, for vi må ikke være naive i forhold til de russiske motiver i de arktiske egne.

 

Sidste år indgik vi en Arktis-kapacitetspakke i samarbejde med Grønland og Færøerne, der blandt andet styrker overvågning i det arktiske område i rigsfællesskabet.

 

Det er også her, vi kommer til at bruge flere ressourcer de kommende år.

 

Når Sverige og Finland også er omfattet af Nato's artikel 5, musketereden, så betyder det, at en endnu større del af Danmarks nærområde kommer til at blive beskyttet af et samlet Nato. Det er kun positivt.

 

TANKEN OM en nordisk forsvars-og sikkerhedsalliance kan spores tilbage til efterkrigstiden, hvor verden blev delt op i øst og vest. 5. marts 1946 holdt Winston Churchill den såkaldte jerntæppetale, som vakte opsigt i en tid, hvor man var ved at genetablere verdensordenen efter en lang og ødelæggende krig.

 

Røgslørene fra Anden Verdenskrig havde knap nok nået at lægge sig, da Churchill på Westminster College i Fulton, Missouri, for første gang italesatte det jerntæppe, der havde sænket sig ned igennem Europa og havde delt Europa i øst og vest.

 

I sommeren 1947 begyndte man så for alvor at øjne en ny trussel mod verdensfreden - en kold krig mellem USA og Sovjetunionen.

 

Det kaldte på nye forsvarsalliancer, der kunne sikre, at en tredje verdenskrig ikke brød ud. Frygten var reel.

 

Min partifælle Hans Hedtoft, Danmarks tidligere statsminister, var en stor fortaler for et særskilt nordisk samarbejde om forsvar og sikkerhed i efterkrigstiden.

 

Han havde en plan om at først og fremmest at danne en nordisk alliance, der også skulle arbejde sammen med den vestlige alliance, der også var på tegnebrættet - det, som vi i dag kalder Nato.

 

Den tanke blev dog mødt med modstand, da de nordiske landes holdninger strittede i alle retninger. Sverige var tilfreds med sin alliancefrihed under Anden Verdenskrig, mens Danmark og Norge skulle bearbejde det traume, den tyske besættelse havde været, og havde derfor et andet behov og motiv for at danne militære alliancer.

 

De nordiske lande blev dog aldrig enige om betingelserne for en særskilt nordisk alliance, og Hans Hedtofts drøm blev som bekendt aldrig til noget.

 

Sverige fortsatte sin alliancefrihed, mens Norge og Danmark underskrev Den Nordatlantiske Traktat 4. april 1949. Men tanken om et styrket nordisk samarbejde blev realiseret i 2009, da de nordiske lande etablerede forsvarssamarbejdet Nordefco.

 

Det er et samarbejde, som Danmark sætter stor pris på, og som vi gerne vil fortsætte med.

 

Med Sveriges og Finlands beslutning om at blive en del af Nato kan vi endelig få en moderne version af det nordiske samarbejde, som Hans Hedtoft drømte om.

 

HANS HEDTOFTS vision om det nordiske samarbejde er med krigen i Ukraine blevet højaktuel. Vi lever i en tid, hvor samarbejde bliver afgørende for, hvordan udfaldet af krigen bliver.

 

Dagen efter Ruslands invasion i Ukraine 24. februar kaldte Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg, den nye sikkerhedspolitiske situation for the new normal - den nye normaltilstand.

 

En tilstand med krig i Europa, der tvinger Nato til at gentænke den måde, hvorpå man har organiseret militær afskrækkelse.

 

Også i EU vil man iværksætte forsvars- og sikkerhedspolitiske indsatser, der relaterer sig til den nye normaltilstand. Og her vil Norden snart være fuldt og helt med - i begge fællesskaber, for der er brug for et samlet Norden. Putin længes tilbage til den gamle Sovjetunion. Han ser åbenlyst landkortet som en buffet. Jo mere han spiser, jo større bliver appetitten.

 

Derfor skal vi beskytte vores nærområde med alt det, vi kan, og fortsætte vores indsats i Baltikum. For Putin har ingen mæthedsfølelse, og vi skal yde vores bidrag til, at eksempelvis Finland og Sverige undgår hans kløer. Vi kan ikke vide, hvad hans næste træk er. Han er ganske enkelt utilregnelig.

 

Netop den usikkerhed om, hvad Putin kan finde på, understreger vigtigheden af, at vi yder vores bidrag til at dæmme op for Ruslands aggressioner. Truslerne kan lure lige om hjørnet, hvis vi ikke er opmærksomme.

 

Vi følger nøje russisk aktivitet i vores område. Russiske fly er løbende til stede i Østersøen. Vi har set en række krænkelser af dansk luftrum de seneste år og ikke mindst, at russiske fly foretager truende og risikable manøvrer over Nato-landenes fly og skibe.

 

På cyberområdet oplever vi en øget aktivitet, som også har betydning for Danmark.

 

Microsoft har vurderet, at russiske hackergrupper har gennemført mere end 237 cyberoperationer og 40 destruktive cyberangreb mod Ukraine siden invasionen i februar. Mærsk har også udtalt, at de har oplevet en stigning i cyberangreb på 400 procent under krigen i Ukraine.

 

Det er bekymrende tal. Der er ikke tegn på, at cybertruslen vil aftage de kommende år. Hverken i Ukraine eller i den resterende vestlige verden. Tværtimod er der risiko for, at Danmark vil blive mål for fremtidige cyberangreb og cyberspionage, som kan gøre stor skade på vores samfund.

 

Udviklingen i cybertrusselsbilledet understreger, hvorfor vi skal styrke Danmarks cyberforsvar, så vi kan forsvare os og afskrække de kræfter, som opererer i det skjulte, og som vil os det ondt.

 

VORES SVAR på nogle af de trusler, vi ser i øjeblikket i Europa, skal derfor være, at Norden står sammen politisk og militært.

 

Det er der et politisk ønske om fra dansk side.

 

Med vores ja til EU's samarbejde om sikkerhed og forsvar og Sveriges og Finlands kommende medlemskab af Nato, kan vi arbejde målrettet for at sikre netop det.

 

De nordiske lande baserer sig på de samme kerneværdier: sammenhold, fred, frihed og demokrati. Vi værner om de kerneværdier, som vi også baserer vores europæiske samarbejde på.

 

Hvis vi vender tilbage til bordet i Tórshavn, hvor jeg i sidste uge underskrev et forståelsespapir om en luftvarslingsradar på Færøerne eller til bordet i Reykjavík i Island, hvor jeg underskrev et andet forståelsespapir om at udveksle sikkerhedsinformationer og data, så fortæller det meget om den tid, vi lever i.

 

Det fortæller noget om viljen til at arbejde sammen om et større formål - viljen til at sende et fælles signal til Putin.

 

For vi lever i en højspændt tid, hvor det er nødvendigt, at vi arbejder tæt sammen med landene i vores region.

 

Netop den kollektivt stærke vilje kan optimere vores fælles indsats for, at Norden, det høje nord og Arktis forbliver fri for truslen fra Kreml, så vores nordiske kerneværdier - sammenhold, fred, frihed og demokrati - består.

 

Det er en stor triumf for Nato og Norden, at Sverige og Finland nu søger om optagelse Der er ingen tvivl om, at Nato's tyngdepunkt er i gang med at rykke sig mod Norden.