Den amerikanske flyproducent Boeing har meddelt Forsvarsministeriet, at Boeing med F/A-18 E/F Super Hornet overvejer at indtræde i konkurrencen om eventuelt at levere nye kampfly til Danmark som afløsning for F-16 flyene.

 

Hvis Boeing indtræder i den igangværende konkurrence, er det i konkurrence med de to nuværende kandidater – Gripen Next Generation fra svenske SAAB og Joint Strike Fighter fra amerikanske Lockheed Martin.

 

Forsvarsministeren udtaler i den forbindelse: ”Jeg er positiv overfor Boeings henvendelse. Yderligere kandidater er med til at skærpe konkurrencen og dermed vores mulighed for at udøve godt købmandskab”.

 

Forsvaret og Boeing vil i den kommende tid afklare præmisserne for Boeings eventuelle indtræden i konkurrencen.