Besøget i Kenya gav forsvarsministeren mulighed for ved selvsyn at mødes med en række nøglepersoner i regionen. Nick Hækkerup mødtes bl.a. med FNs generalsekretærs og den Afrikanske Unions særlige udsendinge til Somalia, repræsentanter for United Nations Development Programme (UNDP) og United Nations Office for Drugs and Crime (UNODC), Somalias forsvarsminister og vice-premiereminister Hussein Arab Isse, Kenyas forsvarschef Julius Karangi, Kenyas flådechef Ngewa Mukala samt Kenyas assisterende forsvarsminister Joseph Nkaissery.

Kenyas assisterende forsvarsminister Joseph Nkaissery var netop Kenyas repræsentant, da forsvarsministeren på Danmarks vegne overrakte den kenyanske flåde en større materieldonation, som en officiel igangsættelse af et dansk, bilateralt maritimt samarbejdsprojekt med Kenya.