Forsvarsministeren ønsker at gøre veteranindsatsen endnu bedre, og et af de områder, hvor der kan ske forbedringer er indsatsen for at rekruttere og fastholde veteraner på arbejdsmarkedet. Derfor søsætter ministeren et nyt initiativ.

”De danske soldater har ydet en kæmpe indsats for Danmark. Og vores tak som samfund skal afspejles i den indsats, som de bliver mødt med, når de vender hjem. Og i den indsats er der brug for alle gode kræfter – også blandt virksomhederne. Derfor har jeg valgt at indstifte en helt ny virksomhedspris, der forhåbentligt kan motivere, inspirere og sætte fokus på de virksomheder, der gør en ekstra indsats i forhold til at rekruttere og fastholde veteraner på arbejdsmarkedet.

Mange virksomheder vil rigtig gerne og kan se værdien i at have veteraner ansat. Det vigtige er, at vi fra politisk side sørger for, at der ikke er en masse regler eller bureaukratisk bøvl, som står i vejen for at virksomhederne tager skridtet og ansætter veteraner, som måske ikke kan klare et job på almindelige vilkår,” siger Trine Bramsen.

De fleste veteraner kommer styrket hjem fra udsendelser, og rigtig mange veteraner har en god tilknytning til arbejdsmarkedet. Den gruppe skal vi vedblive med at have fokus på, og så er der samtidig en gruppe veteraner, der har det svært efter udsendelse. Dem ønsker forsvarsministeren også at der kommer fokus på.

”Jeg tror på, at særligt udsatte veteraner kan, vil og har gavn af at bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det at være en del af et forpligtigende fællesskab – som en arbejdsplads jo er – tror jeg kan være helt afgørende for os alle”, siger forsvarsminister Trine Bramsen og fortsætter:

”Jeg ved godt, at en pris ikke kan gøre det alene. Men jeg ønsker at synliggøre og have mulighed for at anerkende det samfundsansvar, der ligger hos danske virksomheder. Vi kan kun løse sociale udfordringer, hvis vi gør det i fællesskab. Og jeg håber derfor, at alle gode virksomhedskræfter tænker med. Tænker kreativt. Tager chancer. Og bidrager til, at vores veteraner bliver modtaget og set på, som den kæmpe ressource, de er.”

Fakta:
Det forventes at prisen uddeles en gang om året, og at den gives til arbejdspladser, der gør en særlig anerkendelsesværdig indsats for at hjælpe og fastholde udsatte veteraner i job. De endelige kriterier for prisen er ved at blive fastlagt.